Gl Holtegaard
Gl Holtegaard blev skabt af arkitekten Lauritz de Thurah (1706-59), der er kendt for bl.a. Vor Frelser Kirkes spir og Eremitageslottet. Han købte det daværende Gl Holtegaard i 1755 for at indrette sig et passende landsted uden for København.
Allerførst udvidede og anlagde han haven inden for rammen af de lindetræsalléer, der er bevaret til i dag. Da de nye bygninger var færdige, fremstod Gl Holtegaard som en prægtig landejendom med driftsbygninger og endda en kongeligt privilegeret kro.
Hovedbygningen med sine to pavilloner står i det ydre stort set som i 1757. I tårnet hænger de to klokker, Thurah fik fremstillet i 1756, og urværket er også det originale. Thurah kom dog ikke til at bo længe på Gl. Holtegaard. Han døde allerede i 1759. Derefter havde Gl Holtegaard mange skiftende ejere.
I 1976 overtog og restaurerede Søllerød Kommune Gl Holtegaard og indrettede hovedbygningen til skiftende udstillinger og i 1993 blev Gl Holtegaard overdraget til Gl Holtegaard - Breda Fonden.
|
|